Info
Indledning
Her kan du læse lidt om, hvad frimureri går ud på. Teksten her læner sig meget op ad teksten fra det Danske Frimurerlaugs hjemmeside, som du kan se på Det Danske Frimurerlaugs hjemmeside.
Denne tekst beskriver frimureri som det praktiseres i logerne under Det Danske Frimurerlaug af Gamle Frie og Antagne Murere (DDFL), der er det samlende, administrative organ for de loger, som i Danmark arbejder efter det i verden mest udbredte frimureriske system, nemlig det engelske.
Frimureri er et af verdens ældste, sekulære (ikke kirkelige) broderskaber. Det er et samfund af mænd, som beskæftiger sig med tilværelsens åndelige værdier, og som forsøger at forbedre deres egen moralske adfærd. Af den grund kunne frimureri rettelig betegnes som et moralsystem.
Igennem en række rituelle oplevelser belæres dets medlemmer – efter frimureriets forskrifter og ældgamle former – i at opbygge sig selv moralsk og derved forsøge at blive bedre, mindre egoistiske og mere næstekærlige medmennesker. Dette sker ved at anvende det gamle murer- og stenhuggerfags værktøjer som allegoriske og symbolske vejvisere.
Medlemskab
Betingelsen for at kunne blive optaget – og for at forblive medlem er, at man tror på et højeste væsens eksistens, hvilket vil sige, at man tror på eksistensen af en Gud.
Uanset etnicitet, nationalitet og religion står et medlemskab åben for enhver mand, som opfylder denne uomgåelige betingelse, og som endvidere er af “et godt rygte”, hvilket vil sige, at han har et godt omdømme.
Denne forudsætning – manifesterende sig i troen på Guds eksistens – i uadskillelig forbindelse med bestræbelsen på at opbygge sig selv moralsk, er grunden til, at frimureri ikke kun betegnes som et moralsystem, men som et særlig moralsystem!
Frimureri og religion
Frimureri er ikke en religion og ej heller en erstatning for religion.
Den ufravigelige betingelse for optagelse, der netop er nævnt, åbner adgang for mænd af mange forskellige religioner, og frimureriet forventer, at den, som bliver optaget, også efter optagelsen fortsat følger sin tro og overbevisning. Af netop den grund tillader frimureri ikke, at der diskuteres religion ved dets møder.
De tre store grundsætninger
Igennem mange år har frimurerne bestræbt sig på at følge de tre store grundsætninger:
- Broderkærlighed
- Hjælp
- Sandhed
Broderkærlighed udøves derved, at en sand frimurer udviser tolerance og respekt for andres meninger og optræder med venlighed, sandhed og forståelse overfor sine medskabninger.
Hjælp manifesterer sig i kraft af den omstændighed, at en frimurer bliver belært om at praktisere og udøve næstekærlighed og at nære omsorg, ikke alene overfor sine nærmeste men også overfor samfundet som helhed ved på rette tid og sted at være velgørende og ved frivilligt at øve en indsats og et stykke arbejde, når dette er påkrævet.
Sandhed kommer hos en frimurer til udtryk derved, at han stræber efter sandheden i alle forhold. En frimurer opstiller høje normer, som han selv søger at leve op til.
En frimurer tror på, at en efterlevelse og iagtagelse af disse grundsætninger er en vej til at opnå en moralsk højere standard og en bedre livskvalitet.
Frimureri og samfund
Frimureriet kræver af ethvert medlem, at han respekterer og overholder lovene i det land, hvor han arbejder og lever.
Frimureriets principper er ikke på nogen måde i strid med dets medlemmers pligter som borgere, men er tværtimod medvirkende til at anspore dem i opfyldelsen af deres offentlige og private forpligtelser.
Det tillader ikke, at en frimurer bruger sit medlemskab til at fremme egne eller andres forretningsmæssige, faglige eller personlige interesser, idet noget sådant ville være i strid med de betingelser, hvorpå han fik adgang til frimureriet. Hans pligt som borger må altid gå frem for enhver forpligtelse overfor andre frimurere, og ethvert forsøg på at dække over en frimurer, som har handlet ulovligt eller uværdigt, er i strid med hans første og største pligt.
Hemmeligheder
Frimureriets hemmeligheder drejer sig om de traditionelle – det vil sige de overleverede – måder at give sig til kende overfor hinanden på. Frimureriet er ikke et hemmeligt selskab, idet dets medlemmer har fuldkommen frihed til at vedgå og bekendtgøre deres medlemskab, hvilket de i øvrigt vil gøre som svar på enhver regulær og velbegrundet forespørgsel.
Dets Konstitutionsbog eller samling af love og regler er tilgængelig for offentligheden, og der er intet hemmeligt vedrørende dets formål og grundsætninger. Som det er tilfældet med mange andre samfund, betragter det imidlertid nogle af sine interne forhold som værende private og forbeholdt dets medlemmer.
Frimureri og politik
Det står fuldkommen frit for ethvert medlem at danne sig sin egen politiske mening og sit eget politiske tilhørsforhold. Frimureriet i sig selv er fuldstændig upolitisk, og af den grund tillader det ikke, at der diskuteres politik ved dets møder.
En afsluttende bemærkning
En frimurer tilskyndes til at opfylde sine pligter. Først og fremmest overfor sin Gud gennem sin tro og religøse adfærd.
Dernæst overfor sin næste ved – uden skade for sig selv eller sin familie – at udøve næstekærlighed og hjælpsomhed.
Ingen af disse pligter – såvel som de i det foregående nævnte principper – er specielle for frimureriet og bør derfor kunne accepteres af alle borgere i almindelighed.
Frimurerne forventes at opfylde og efterleve disse pligter.